Spring til indhold

Bassefisker

kognitiv terapi, af Tine Basse Fisker
Blog

Kognitiv terapi

Kognitiv terapi

Børn og unge med angst, tristhed, stress eller anden mistrivsel har brug for hurtig hjælp – gerne fra kognitiv eller metakognitiv terapi. 

Det er vigtigt altid at tage udgangspunkt i de oplevelser, den enkelte kommer med. 

Hvad er kognitiv terapi?

Kognitiv terapi dækker over flere terapi former. Dem jeg tager udgangspunkt i er: 

  • Kognitiv adfærdsterapi
  • Metakognitiv terapi

Der er tale om to terapiformer, som er i familie med hinanden, men som fokuserer forskelligt i sin forståelse af problemet og i behandlingen. Når jeg vurderer hvilken terapiform vi skal arbejde med, tager jeg højde for hvilken slags problematik barnet  eller den unge kommer med.

Der er mange elementer at overveje, og for nogen vil den ene metode virke godt, mens andre bedre kan lide og forstå den anden. Vi undersøger derfor i fællesskab, i løbet af vores forsamtale, hvilken vej vi skal gå.

Samtaleforløb

Behandlingen foregår som et samtaleforløb mellem barnet/den unge og mig. Jo yngre barnet er, jo mere er en eller begge forældre med. Ofte kan det være en fordel, at jeg taler alene med barnet, og hvis der er tale om unge, er forældrene meget sjældent med.

Hvor foregår samtalerne?

Alle samtaler foregår i min hyggelige klinik på Maglekildevej i Roskilde. Ind imellem og undtagelsesvist kan jeg tilbyde online samtaler.

Kognitiv adfærdsterapi til børn og unge

I kognitiv adfærdsterapi arbejder vi med tankerne. Det betyder, at vi undersøger dem og finder ud af, om de er realistiske. Hvis de ikke er det, arbejder vi med at finde mere realistiske og hjælpsomme tanker. Samtidig arbejder vi med at afprøve tankerne i forhold til virkeligheden – det vi kalder eksponering. Nogle børn har meget svært ved at finde frem til deres tanker, og i så fald arbejder vi med oplevelser og med kroppen. Der er således flere forskellige veje ind i arbejdet med mistrivsel og jeg tager altid udgangspunkt i det, som barnet eller den unge viser mig, kan være en vej ind.

Metakognitiv terapi til børn

I metakognitiv terapi arbejder vi på en anden måde med tankerne. Her arbejder vi med at finde frem til triggertanker, som udløser en lang række af skrækindjagende tanker: fx ”ingen kan lide mig”, ”jeg er ikke god nok”, ”jeg kan ikke klare det”, ”alle tænker dårligt om mig”, ”hvis jeg ikke puster ud, når jeg går forbi en hjemløs, bliver jeg det selv” osv.

Derefter arbejder vi med teknikker til at lade tankerne være – ikke at give dem opmærksomhed, men bare lade dem passere, som enhver anden tanke, som popper op i vores hoveder. Barnet eller den unge får på den måde mere kontrol over sine egne tankeprocesser. Det er min erfaring, at terapiformen er særlig hjælpsom ved tankemylder og OCD.

Hjælper kognitiv terapi så?

Ja, det hjælper!

Grundige forskningsundersøgelser viser, at kognitiv adfærdsterapi og metakognitiv terapi er meget effektive terapiformer i forhold til fx angst, tristhed, depressive symptomer, stress osv. 

Jeg oplever altid fremgang hos de børn jeg arbejder med. Nogle kommer helt af med deres angst, og andre får så meget styr på den, at den ikke kontrollerer deres liv længere.